Søndag aften var jeg ude at løbe en tur. Det havde i flere dage været kvælende og lummert i vejret og ingen vind til at friske lidt op på det hele. Jeg tog alligevel af sted. Selv om vejret ikke var det mest indbydende, trængte jeg til at få rørt kroppen. Jeg løb en af mine sædvanlige ruter, hvor jeg kommer forbi de græssende shetlandsponyer og derefter stedet, hvor man kan spille fodbold golf. Jeg har været inde og prøve fodbold golf et par gange, og det er supergod underholdning for hele familien.
Mens jeg løb videre blev vejret dårligere og dårligere. Det blæste op, og der var trukket sorte skyer hen over området. Jeg besluttede mig for at vende om, inden himlen åbnede sin sluser på mig. Der lød også buldren – godt nok i det fjerne – men jeg havde ikke lyst til at blive fanget mellem lyn og torden. Den gård, som vi bor på er beliggende på et skønt højdedrag, men vi har med jævne mellemrum over sommeren været ramt af lyn. Derfor ville jeg gerne hjem og have lukket vores heste ind i stalden. Jeg forsøgte at sætte farten op, men kunne godt mærke, at det var et stykke tid siden sidste løbetur. Sommerferien havde godt nok budt på en del aktiviteter, men det var et stykke tid siden, kroppen for alvor havde været i gang.
Da jeg drejede om det sidste hjørne og var på grusvejen ned til mit hjem, begyndte regnen at falde rigtig kraftigt. Jeg løb alt, hvad jeg kunne. Der var ingen heste at se i folden. Da jeg kom ind i huset, sagde min ældste datter, at hun havde set uvejret komme og havde skyndt sig at cykle hjem fra sin veninde og få hestene i stalden. Hvor er det også dejligt at have store børn 🙂
